I vores miniserie om hvor velstående, danskerne egentlig er, er vi kommet til en sammenligning af det, mange danskere og særligt danske politikere er mest interesseret i: Fordeling. Et almindeligt argument imod et ’amerikansk’ samfundssystem er netop, at USA’s borgere nok i gennemsnit er markant mere velstående end danskerne, men at samfundets fattigere segmenter har det skidt.
Vi ser derfor i det følgende på borgere i fem såkaldte kvintiler: De fattigste 20 %, de rigeste 20 %, og de tre 20 %-grupper mellem de to yderpunkter. Spørgsmålet er, hvor velstående folk faktisk er, når man ikke kun ser på gennemsnittet, men også interesserer sig for de fattigste. Data fra USA er fra the Bureau of Economic Analysis, mens de danske data er fra Statistisk Tiårsoversigt 2012. Alle tallene er fra 2010, der er det seneste år der tillader direkte sammenligning. Tallene er baseret på disponibel indkomst, dvs. indkomst eksklusive skattebetalinger og inklusive overførsler.
Den disponible gennemsnitsindkomst per capita i USA blandt de 20 % fattigste i 2010 var 9608 USD. I de næste kvintiler var gennemsnittene 21.838, 34.728, 52.093 og 88.557 USD. De tilsvarende danske tal, regnet om til købekraftskorrigerede dollars og altså til den samme, effektive købekraft, var 9100, 18.875, 27.301, 41.289 og 71.960 USD. Udtrykt i procent, var de 20 % fattigste danskeres købekraft således 94,7 % af deres amerikanske modparters (og 90,3 % af situationen i den amerikanske medianstat, Indiana). I de næste kvintiler var status 86,4 % (85,7 % af medianen, Californien), 78,6 % (78,4 %, Kansas), 79,3 % (82,8 %, Kansas) og 81,3 % (88,8 %, Pennsylvania). Havde Danmark været en amerikansk stat, havde vores placering i de fem kvintiler været henholdsvis nummer 33, 39, 46, 44 og 41. Interessant nok er det den danske middelklasse, der er relativt dårligst stillet i forhold til amerikanerne.
Uanset hvordan man vender tallene, er det således klart at amerikanernes økonomiske status er bedre på tværs af fordelingen af indkomster. De fattige er endda rigere end fattige i den danske velfærdsstat. Nogle læsere vil dog nok kunne indvende, at tallene ’mangler’ fordele, som de fattige segmenter i Danmark kan nyde. Ser man ind bag tallene, er det dog svært at sige noget præcist om i hvilken retning, de købekraftskorrigerede, disponible indkomster er ’skæve’.
På den ene side kunne situationen for de 20 % fattigste danskere være undervurderet pga. den offentlige danske sygesikring. Den er allerede betalt over skatten og er derfor ikke værdisat i tallene. I det omfang at amerikanerne modtager sygesikring gennem deres arbejdsplads – som tilfældet var for langt de fleste før ObamaCare – er det dog allerede indeholdt i de amerikanske tal. I Danmark er de indeholdt i skatten, i USA i form af en benefit gennem arbejde som ikke ligger i lønnen. Men for dem, der enten har privatbetalt sygesikring eller har valgt ikke at have, overvurderer de amerikanske tal deres relative status.
På den anden side indebærer den amerikanske prisstruktur, at status for de fattigste amerikanere er undervurderet. Et velkendt dansk problem er den manglende konkurrence i detailhandelen og et voldsomt afgiftstryk. Begge dele gør almindelige varer dyrere, mens situationen er anderledes i USA. Som vist af bl.a. Broda og Romalis er en række basale varer næsten ikke steget i pris de seneste mange år, hvilket relativt set har gjort dem væsentligt billigere. Når man således deflaterer indkomster med et fælles prisindeks overser man, at en række varer der vejer tungt for de fattigste, ikke er steget ret meget i pris. Med andre ord kommer det til at se ud som om, prisstigninger har ædt noget af realindkomsten for de fattigste, men prisstigninger med et indeks, der er fælles for alle kvintiler, overvurderer effekten. Det indebærer, at man undervurderer den faktiske købekraft for de fattigste 20 %.
Er fattige amerikanere så dårligere eller bedre stillede end fattige danskere? Skal man tro på, at sygesikring og andre forhold, som den danske velfærdsstat omfordeler, skal de kunne opveje en forskel i den disponible indkomst på over 4000 kroner i forhold til det amerikanske gennemsnit (og 8000 i forhold til medianen), samtidig med at den fattigfjendske danske prisstruktur alligevel ikke betyder noget. Tror man på det, kan man stadig argumentere for, at Danmark er bedre for de fattige. Hvis ikke, må man nok opgive nogle af myterne om hvor velstående, danskerne er.